Kartoflen rundt.
Her midt i det danske vintermørke, med korte dage og lange mørke nætter, vil vi dykke dybere ned i den danske folkesjæl, helt ned i det lag, hvor kartoflen befinder sig. At den ikke er så dansk endda, vil Søren Wiuff fortælle os om, når han netop hjemvendt fra Colombia, kan berette om kartoflens oprindelse, mangfoldighed og mærkværdige udformninger, samt om alskens andre eventyr han har oplevet på kartoflens kontinent –
Men kartoflen ER også en del af den danske folkekultur, og det skal vi høre Christina Folke Ax, der er cand.mag. i europæisk etnologi, Ph.d i historie og lige nu projektseniorforsker ved Frilandsmuseet fortælle om. Hun har skrevet en afhandling om ”Kartoflen som folkeføde i det 19.århundrede” – et spændende stykke Danmarks historie, som giver os indblik i kartoflens betydning for dem, vi er i dag.
Det er jo ikke just årstiden for nationalretten ”nye danske kartofler”, men det er tid til at udforske knoldenes mange muligheder: vi skal spise kartoffelsuppe, kartoffelhovedret og kartoffeldessert, mere siger vi ikke – men kedeligt bliver det ikke.
Det sker den 21. januar kl. 18 på Søren Wiuffs gård, Brogård,
Strandvejen 1,
4532 Gislinge.
Det koster 200 kr for medlemmer og 250 kr for ikke medlemmer, for foredrag og middag. Der kan købes øl fra Herslev bryghus, som passer til menuen.
Køb din billet på http://billetto.dk/kartoflen-rundt inden den 20.1- 2014
Kartoflen rundt.
Odsherreds landkøkken
Vi skal smage Odsherreds landkøkken.
Vi har valgt onsdag den 26.feb. til lidt vinterlig selvforkælelse. Vi mødes kl. 18 på Højby kro, Højby Hovedgade 28, 4573 Højby.
Højby kro er kendt for sit gennemførte fransk – danske landkøkken, tillempet Odsherred på bedste vis. Der er simrende gryder med råvarer fulde af smag, velduft og temperament. Husets vært og køkkenchef Jan Kristensen vil bl.a. fortælle om Den gamle kro, og om hvorfor han og hustruen netop valgt Odsherred, som base for deres kokkerier.
Vi har bedt Jan kreere en menu over temaet ”Odsherreds landkøkken”. Vi har bestilt en to-retters menu, som han nu er gået i tænkeboks med.
Middagen koster 200 kr. for medlemmer og 235 kr. for ikke medlemmer, inkl. billetgebyr.
Tilmelding skal ske inden den 21. februar ved køb af en billet på billetnet http://billetto.dk/smag-paa-odsherreds-landkoekken.
Generalforsamling og visning af “Seeds of Time”.
Generalforsamling i Vig Bio med visning af den prisbelønnede film ‘Seeds of Time’.
Vi er meget stolte og glade over, at det er lykkedes os at skaffe den prisbelønnede dokumentarfilm ‘Seeds of Time’ af Sandy McLeod , som havde verdenspremiere sidste år på CPH:DOX, og vi glæder os til at vise den i Vig bio til vores generalforsamling den 29. marts 2014.
Vi begynder dagen i cafeen kl. 12 med Martins lækre tapas-tallerken med enten vegetar/fisk eller kød til 100 kr. – du skal ved tilmeldingen nævne, hvilken tallerken du ønsker. Kl.13.30 er der generalforsamling, hvor Slow Food Odsherred giver kaffe og kage. Kl. 15 viser vi filmen ‘Seeds of Time’, der varer 1 time 16 min, der er gratis adgang.
’Seeds of Time’
Cary Fowler er en mand med en mission. En mission, der handler om at sikre fundamentet for intet mindre end jordens overlevelse i form af verdens mindste valuta: frø! Forskeren og den utrættelige idealist Fowler har sat sig for at samle alle eksisterende kornsorter i en enorm ‘kornbank’ på den norske øgruppe Svalbard i Nordishavet før det er for sent. Og det kan det snart være. Som følge af en overbefolket jordklode og klimaforandringer i form af tørke og oversvømmelser har vi allerede mistet vigtige kornsorter. ‘Seeds of Time’ er enkel i dens udtryk, men historien om Fowlers kamp er rørende og inspirerende.
Filmen er produceret i USA i 2013.
Kom gerne med en tilmelding om, hvad du deltager i på slowfoododsherred@gmail.com eller SMS til 51224091 inden den 23. marts.
Dagsorden for generalforsamlingen.
Valg af ordstyrer.
Valgt af referent.
Valg af stemmetællere.
Formandens beretning
Kasserens beretning.
Indkomne forslag.
Forslag til aktiviteter i det kommende år.
På valg er:
Ann Knoll genopstiller
Mogens Hansen
Vibeke Riget, som ikke ønsker at genopstille
Suppleanterne er på valg hvert år:
Birgitte Reich genopstiller
Vibeke Brochmann genopstiller
Sigridur Steinsdottir (Sigga) genopstiller
Valg af revisor
valgt af revisorsuppleant
Evt.
Stemmeberettigede er alle medlemmer med gyldigt medlemskab, der senest en måned forinden generalforsamlingens afholdelse er blevet indmeldt i foreningen. Familiemedlemskaber har to stemmer. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt
Forslag fra medlemmerne må for at blive behandlet være indgivet til formanden senest 4 uger før Generalforsamlingen. Forslag der indkommer senere, henvises til behandling under eventuelt.
Tømmerfranks hjemmeservice.
Vores næste arrangement bliver nede hos ”Tømmerfrank” i Grønlandshuse. Frank har en stor lidenskab for mad, både at fange den som fisker, men også som forædler og konservator, ved at ryge og salte. I mange år er jægere og fiskere droppet forbi hans slyngelstue for at få røget og saltet dagens høst og få en god snak.
Frank er vokset op i Odsherred og i hans hjem spiste man Kartoffelgrød, men han har aldrig hørt om Ølnødder – de kommer jo også oppe fra Odden – måske kan vi snakke os frem til flere gamle egnsretter fra Grønlandsområdet?
Hvert år har han overrasket os på Inspirationsmarkedet med en gave, som vi kunne give smagsprøver af. Et år var det et saltet, røget og tørret oksehjerte, som smagte helt fantastisk, et andet år var det en laks, der havde været igennem hans nænsomme hænder og smeltede på tungen.
Nu har vi overtalt ham til at videregive nogle af hemmelighederne og erfaringerne. Vi har allerede givet ham to dyrekøller og en lammekølle, som bliver saltet og røget til dagen. Hvad han ellers finder på, bliver aftenens overraskelse.
Man kan forvente smagsprøver, så man nok skal blive rigelig mæt, men ikke en decideret middag.
Vi mødes den 23. april 2014 kl. 17 i Slyngelstuen, Grønlandshuse
Tilmelding nødvendig, da der er begrænset plads. Køb billetter på Billetnet http://billetto.dk/toemmerfranks-hjemmeservice
Det koster 100 kr. for medlemmer, inkl. gebyr og 135 for ikke medlemmer inkl. gebyr.
Naturens milde gaver.
En af de dejlige ting, som Det nye nordiske Køkken har bragt med sig, er at vi alle har fået lyst til at bruge de råvarer, som gror vildt og alle vegne. Måske har traditionen engang eksisteret, men i hvert fald er den blevet godt og grundigt glemt.
Nu er det forår, et godt tidspunkt hvor naturen nærmest eksploderer med lækre spiselige ting, så vi har allieret os med naturvejleder Jørgen Stolz og Anna Andersen (naturens kogekone), som har specialiseret sig i den spiselige natur. Vi vil blive sat grundigt ind i, hvad der kan bruges og hvordan det bruges. Inden dagen er omme vil vi have fået fortrolighed med alle de mange muligheder, der er for at spise naturen, samtidig med at vi passer på den og udviser ansvarlighed.
Vi slutter af med at smage på retter lavet af de indsamlede ting, vi skal smage en Syvkålssuppe og vi skal grille fisk (pigvar) med urter fra stranden.
Turen varer 4 timer alt i alt. Vi mødes ved parkeringspladsen ved Sanddobberne klokken 10 og går derfra til Vejrhøj. Sidste køb af billet den 14.5 på http://billetto.dk/naturens-milde-gaver. Begrænset antal deltagere.
Det er den 16. maj kl. 10-14. Mødested parkeringspladsen ved Sanddobberne, Kalundborgvej 26 D, 4534 Hørve.
Pris for medlemmer 225 kr., for ikke medlemmer 250 kr., inkl. frokost og informationsmateriale, exkl. gebyr.
POP-UP PRESIDIER
Grundlovsdags POP-UP
Hvert år den 5. juni på Grundlovsdag popper Slow Food Odsherred op et sted i området – et år poppede vi op med en restaurant i Æbleværkstedet, et andet år var det en café i Barkladen. I år popper vi op med et arrangement omkring presidier.
Det sker i Pakhuset PAKHUSET, Vesterbro Torv 4, , 4500 Nykøbing Sj.den 5. juni kl. 16.00, tilmelding inden den 3.juni.
Pris 100 kr for medlemmer, 125 for ikke medlemmer. Køb billet på http://billetto.dk/pop-up-presidier
Hvad sker der?
To kendte italienske madnørder kommer til Odsherred.
Vi holder et meget spændende arrangement i år på Grundlovsdag. Vi har inviteret den i Italien kendte TV-kok og chéf fra Seneghe Roberto Flore, som pt. arbejder på Nordic Food Lab i København og efter sommerferien rykker ind på Noma. Roberto kommer fra Sardinien og er dybt involveret i Slow Foods arbejde der. Sammen med ham kommer Francesco Impallomeni, som i mange år har arbejdet indenfor Slow Food organisationen og som er Slow Foods kaffeekspert. Begge har de arbejdet med presidier (se hvad et presidie er nedenunder)
Hvorfor skal vi høre om presider i Odsherred?
Det skal vi, fordi det er nogen af de samme tanker, der ligger bag Geo-park projektet. Italienerne har, som det vil være de fleste bekendt, altid være gode til det med fødevarer, til at værdsætte egne traditioner og til at få kvalitet og pris til at hænge godt sammen. Vi tror, at vi kan lære meget af dem, hvis vi skal satse på kvalitetsfødevarer og små produktioner i Odsherred.
Hvad er et presidie? På italiensk betyder ordet: Beskyttelse. hjælp, varetagelse.
I 1999 skabte Slow Food et projekt, som skulle passe på kvalitetsprodukter, som var i fare for at forsvinde. Et presidie skal fremme biodiversiteten, bevare eller genoprette traditionelle behandlingsteknikker, mindske udryddelsen af dyreracer og gamle sorter af grøntsager og frugter og lette handelsmæssige hindringer.
Et presidie er derfor et slags uofficielt kvalitetsmærke af stor betydning for de forbrugere, som gerne vil have typiske, lokale produkter. De produkter som opnår at blive et presidie har to karakteristika: Høj kvalitet og fare for at forsvinde.
Der findes i Italien omkring 200 presidier og der findes mere end 90 udenfor Italien. Danmark har ikke nogen.
Hvad sker der Grundlovsdag?
Roberto Flore fortæller os om de 6 presidier der findes på Sardinien. Der er tre oste: Casizolu (en komælksost af strakt ostemasse), Fiore sardi dei pastori (hyrdernes fåreost), Percorino di Osilo (fåreost i en mindre størrelse, der er to producenter tilbage), så er der den specielle citrusfrugt Pompìa, som vokser vildt og kun på Sardinien, man bruger skallen, ofte til likør. Razza sarda modicana som er en rød ko, der var ved at forsvinde og som græsser på de duftende marker med myrte og kamille og sidst men ikke mindst safran fra San Gavino Monreale. Roberto vil fortælle om de enkelte produkters historie og baggrund og hvordan kampen for deres bevarelse spænder af. Det vil blive smagsprøver og begrænset mulighed for indkøb.
Francesco Impallomeni serverer to kaffepresider, den ene Harenna Forest Wild Coffee, en arabica fra Etiopien, der findes vild eller delvis dyrket i en højde af mellem 16- og 1800 meter. Den dyrkes af tre Slow Food cooperativer, hvor SF giver teknisk assistance. Den tørres naturligt i solen og kan i dag sælges for en pris, der er 100% over den internationale markedspris. Det er en unik kaffe med en floral aroma og med krydrede noter og en lang eftersmag.
Den anden kaffe hedder Huehuetenango Highlands, og er en Arabica fra Guatemala. Det er en vasket Arabica med kraftig syrlighed og en blød og floral smag. Den gror i et af de vigtigste kaffedyrkningsområder i Guatemala. og var det første Slow Food kaffepresidie.
Se mere på http://www.slowfoodfoundation.com/presidia/125/coffee-presidia
Danske produkter i Smagens Ark.
Men vi skal også høre om og smage de første danske produkter, der har fået lov til at komme med i Smagens ark: bakskuld og æbleskiver.
Hvad er Smagens ARK?
Smagens Ark er en fortegnelse og kortlægning over madvarer, som er udrydning s truede og som har kulturhistorisk og kulinarisk betydning lokalt. Den overordnede idé er at synliggøre mangfoldighed i mad og biodiversitet lokalt.
Planter og dyr er med på arken; men også forarbejdede fødevarer f.eks. oste, pølser, brød og kage. Madvarer, der er lavet med håndværk og er udtryk for landmænds, gartneres, madhåndværkeres og fødevareproducenters (i vid forstand) viden om arbejdet med råvarene. Opskrifter på tilberedninger findes ikke nødvendigvis i nedskrevet form; men eksisterer alene som overlevering fra generation til generation.
Godkendelse af et produkt i Smagens ARK sker på bagrund af en grundig undersøgelse, efterfølgende beskrivelse i ansøgningsform og endelig godkendelse af Slow Foods biodiversitets komité.
Det blev på Slow Food kongressen i 2012 besluttet at sætte stærkt øget fokus på såvel Smagens ARK som presidie produkter.
I Smagens Ark samles de produkter som er excellente ud fra organoleptisk (sanseligt) synspunkt. Behovet for at skabe en Smagsark opstod da man i Piemonte pludselig kun kunne købe hollandske peberfrugter, (en situation vi stadig lever i i Danmark). Der findes hundredvis af peberfrugtarter med hver sine tilberedning-og smagsegenskaber, hvorfor skal vi nøjes med én. For at blive indlemmet i Smagsarken skal grønsager være af en lokal varietet, og hvis der drejer sig om kød være fra autoktone (naturligt hjemmehørende) dyr. Det skal fremstilles i mindre mængder, af små virksomheder og være i fare for at forsvinde.
Tang, strandfest og lokal bouillabaisse.
Slow Food Odsherred holder i samarbejde med ELV – Egebjerg Landsby Virksomhed – et arrangement i forbindelse med Geopark festivallen den 29. juli kl. 16 på stranden ved Grønlandshuse.
Først skal vi høre om tang, som ny fødevare og ressource, hvordan skal man høste og tilberede den og hvad har tang af gode egenskaber? En tangekspert vil hjælpe os ind i tangens verden. Vi tager derpå på tangjagt. ELV’s havkajakker vil være til rådighed, således at man også kan jagte til vands. Vi forbereder tangen, som en del af aftenens festmåltid, som desuden vil bestå af stegte (Ise)fjordrejer og bouillabaisse, lavet af fisk fanget i Isefjorden.
Vejret vil forhåbentlig være skønt, så festen kan fortsætte til den lyse morgen.
Tilmelding er nødvendig inden den 25.7. Der sker ved at købe en billet på http://billetto.dk/tang-strandfest-og-lokal-bouillabaisse. Pris 120 kr for medlemmer af de to foreninger, 150 kr for ikke medlemmer, 50 kr for børn under 12 år.
Vær med til Inspirationsmarkedet den 13. sept.
Slow Food Odsherreds Inspirationsmarked er den 13.september 2014 .
Der er mere rift end nogensinde om de små producenter og vi vil som altid gerne gå ind og finde de små nye spirer, de små mikro producenter, som kun lige har fundet modet og lysten til at kaste sig sig ud i at gøre vores muligheder for en varieret, sund og sjov madkultur større. Alle vil gerne have fat i små producenter: politikerne, regionerne, restauranterne og ikke mindst os forbrugere. Vi vil gerne vide, hvor maden kommer fra og hvem der er ansvarlig for produktionen. Men der er slet ikke nok små producenter, der er plads til mange, mange flere, så har du lyst og evner, så kast dig ud i det. Vi i Slow Food Odsherred stiller en markedsplads til din rådighed den 13. september i Barkladen ved Nykøbing Sj. – fra klokken 11-15, hvor du uden udgifter kan sælge, forære eller bytte dine produkter væk. Vi sørger for leje, borde og annoncering.
En ny lov fra 2011 fra Fødevarestyrelsen har gjort det mere lempeligt at sælge fødevarer på små markeder, og i dag kan man få lov til at sælge sine egne produktioner, hvis man udstiller mindre end 30 gange om året. Det er selvfølgelig dit eget ansvar med fødevaresikkerheden.
Lige nu bugner haverne af gode råvarer, så kan du ikke spise det hele selv, så brug dit overskud til at lege og eksperimentere, eller brug de klassiske, gode opskrifter og meld dig til på slowfoododsherred@gmail.com eller 27336089. Vi glæder os til at høre fra dig.
Slow Food Odsherred inviterer alle borgere i Odsherred til Inspirationsmarked den 13. september. Det er fjerde gang markedet afholdes i de smukke omgivelser ved Barkladen i Annebjerg skov. Alle der har lyst til at deltage kan være med. Har du produceret mere end du selv kan sætte til livs eller har du lyst til at udnytte de resurser der omgiver dig til noget spiseligt, så stiller Slow Food Odsherred hus og borde til din rådighed gratis.
Formålet er at inspirere til at man anvender de råvarer man har omkring sig til gode og sunde fødevarer. Man er velkommen til at sælge dem, give dem væk eller bytte.
Fermentering af grønsager
Vores næste arrangement er et Fermenteringsværksted, hvor vi skal lære at fermentere grønsager.
Det foregår den 8. oktober kl. 17-20.30
Sted: Nordgårdsskolen på Billes Vej 44 i Nykøbing Sj.
Det koster 75 kr. for medlemmer og 100 kr. for ikke medlemmer + gebyr. Køb billetten på https://billetto.dk/fermentering-af-groensager inden 6. oktober.
Fermenterede grønsager er en gammel måde, at opbevare grønsager på og en ny sund dille.
Vi har fået Søren Holt fra Frøsamlerne til at komme og fortælle os, hvordan man gør.
Efter arbejdet serverer vi en grøntsagssuppe med brød.
Vi går på opdagelse i forskellige fermenteringsteknikker til grøntsager, og lærer at arbejde sikkert med vild fermentering.
Ved mælkesyregæringen starter vi en spontan gæring med bakterier, der lever på planters overflade, enten ved tørsaltning eller med saltlage.
Eddikegæringen benytter levende kombucha eller levende æbleeddike, som hældes over grøn-
sagerne. Særligt ved nogle mørke grønne grøntsager, f.eks. grøn peber, er denne metode foretrukken.
Ved fermentering ændres smag og konsistens, nogle gange overraskende meget.
Der bliver lejlighed til at smage fermenterede grøntsager, f.eks. ramsløg, kål og umodne mirabeller
Medbring følgende redskaber:
Køkkenkniv, skærebræt, røreskål, glas, f.eks. vaskede marmeladeglas.
Medbring grøntsager og krydderurter fra egen have eller tøm grøntsagsskuffen i køleskabet. Vilde urter, rabarber, enkelte sure æbler og citroner er også velkomne.
Der kan købes drikkevarer til suppen.
Værkstedsleder: Søren Holt (www.skrubtudsen.dk)
Litteratur for nørder: The Art of Fermentation, Sandor Elli Katz.
Kursus i pølsemageri.
Kursus i pølsemageri.
Vi har inviteret Jens Breinholt Schou til at komme og lave et kursus i pølsemageri. Vi mødes på Skolen i Egebjerg lørdag den 22. november fra klokken 10-15, hvor Jens vil indføre os ind i de grundliggende teknikker til at fremstille forskellige typer pølser, som spegepølser, frankfurter og salsiccia m.m.
Det er meningen, at vi selv skal have fingrene i farsen. Vi har skaffet en gris af Gammel dansk Landrace, nænsomt opdrættet i Sønderjylland hos Bente, hvor den har gået frit det sidste år sammen med sine 3 søskende og fået en vægt på over 100 kilo. Det bliver muligt at købe kød fra denne gris til at lave pølser af, men du er også velkommen til at medbring dit eget kød. (Prisen bliver omkring 55 kr. kiloet).
Har du din egen maskine til at hakke kødet med, evt. med pølsehorn, så medbring den. Vi sørger for opskrifter, forskellige typer tarme og de mest almindelige krydderier. Desuden skal du medbringe forklæde, spækbræt, skarp kniv, beholdere til færdige pølser, evt. gummihandsker.
Jens Breinholt Schou har skrevet bogen ”Pølsemageri” og arbejder pt. på en bog om spegemad og charcuteri i Skandinavien.
Pris 125 kr. for medlemmer og 175 kr. for ikke medlemmer + gebyr – i deltagerprisen er inkluderet en let frokost: pølsemadder fra forskellige lande ☺, tarme og krydderier, men ikke kød eller drikkevarer, som kan købes ved siden af.
Skolen i Egebjerg, Egebjerg Hovedgade 30, 4500 Nykøbing Sjælland, den 22. nov. kl. 10-15. Tilmelding nødvendig, begrænsede pladser på https://billetto.dk/da/events/kursus-i-poelsemageri/tickets inden den 20. nov kl.12.
Terra Madre dag
Den 10. december er det Slow Foods fødselsdag og Terra Madre dag og alle convivier over hele jorden fejrer det ved lokale arrangementer.
Det gør vi selvfølgelig også. Vi har lejet den hyggelige Barklade, hvor vi tænder op i kaminen og i tusind lysestager og spiser et fælles måltid i julens og fødselsdagsfestens tegn.
Ligesom sidste år medbringer vi hver en ret til 6 personer til fælles deling. For at ikke alle medbringer det samme, må man meget gerne melde tilbage, hvad man har tænkt sig at lave ved tilmeldingen. Vi sørger for, at der bliver øl, vand, vin og kaffe til salg. Der er ingen tilmeldingsgebyr.
Slow Food beder os i år om at sætte fokus på lokale fødevarer, som er i færd med at forsvinde, og arbejde på, at de kommer ind Smagens Ark.
Vi har i år fået Æbleskiver og Bakskuld ind i Smagens ark, men der findes mange flere sjældne fødevarer: brød, kød, grønsager, tilberedninger, som er i færd med at forsvinde – det gælder måske ikke lige Stegt flæsk med persillesovs, men måske gælder det Æbleflæsk.
Vi glæder os meget til hyggeligt samvær med nydelsen i højsædet.
Tilmelding på slowfoododsherred@gmail.com eller på sms til 51224091 inden den 7. december. Husk at nævne, hvad du kokkererer.
Det foregår den 10.12 2014 i Barkladen, Egebjergvej 172 4500 Nykøbing Sj. kl.18.
Selvom der vil være masser af hjertevarme og husrum, vil der nok være klogt at tage godt med tøj på og varme støvler.
Foredrag om dansk landbrug af journalist Kjeld Hansen.
Den 27.januar kommer journalist og forfatter Kjeld Hansen, som har arbejdet med kritisk reportage, specielt i relation til landbruget og miljøet, og fortæller os om, hvordan det står til med dansk landbrug. Han har i sin seneste bog Det tabte land fra 2008 taget temperaturen på vores landbrugsjord, og vist konkluderet at patienten er syg, men det har du mulighed for at finde ud af, når han holder foredraget med titlen: “Sådan ligger landet – og hvem skal bestemme i fremtiden”.
Læs mere om Kjeld Hansen på http://www.baeredygtighed.dk og http://gylle.dk.
I pausen bliver der mulighed for at købe kaffe og kage.
Det er klokken 19.00 i Pakhuset, Vesterbro Torv 4, 4500 Nykøbing Sj
Billetter koster 50 kr for medlemmer og75 kr for ikke medlemmer. Her kan du købe billetter: https://billetto.dk/da/events/hvordan-staar-det-til-ude-paa-landet-foredrag-af-kjeld-hansen
Indkaldelse til generalforsamling.
Vi indkalder hermed til generalforsamling den 11. marts 2015 i Pakhuset i Nykøbing Sj. Dagorden følger , men vi kan da røbe, at vi vil vise filmen Slow Food Story.
Generalforsamling 2015
Indkaldelse til Generalforsamling i Slow Food Odsherred.
Slow Food Odsherred indkalder hermed til den årlige Generalforsamling den 11. marts 2015 i Pakhuset i Nykøbing Sj klokken 18.00
Dagorden er:
Valg af ordstyrer, referent og stemmetæller.
Formandens beretning
Kasserens beretning
Fremlæggelse af foreningens reviderede regnskab med bestyrelsen forslag til det kommende års budget.
Indkomne forslag
Bestyrelsen har indsendt et forslag om at forkorte indkaldelsestiden til generalforsamlingen fra 6 uger til 3 uger.
Rette vedtægterne, så der står mindst én suppleant.
Forslag til aktiviteter i det kommende år
Formanden er ikke på valg i år.
Valg af bestyrelsesmedlemmer (3 medlemmer i lige år og 2 i ulige år)
I år er Mikkel og Annette på valg, men begge har siddet i tre valgperioder og må derfor, ifølge vedtægterne, ikke genopstille. Der er således to ledige pladser i bestyrelsen, som du måske har lyst til at stille op til og blive en del af vores forening, i så fald hører vi gerne fra dig.
Valg af suppleant (hvert år)
Valg af revisor og revisorsuppleant) (hvert år)
Eventuelt.
Efter generalforsamlingen glæder vi os meget til at vise den italienske biograffilm ”SLOW FOOD STORY, som blev lavet sidste år, og handler om grundlæggelsen af Slow Food, om hvordan bevægelsen opstod og menneskene bag den. Der er engelske undertekster og filmen varer lige under 1 time.
Efter filmen skal vi smage gode råvarer. Der bliver bagt forskellige brød og vi går på jagt efter gode oste og pølser, som vi kan spise, mens vi hyggesnakker om Slow Food, hvad står bevægelsen for, hvad kan vi og hvad vil vi gerne. Alle der har nørdet med et eller andet spiseligt, er velkomne til at tage det med, og lade andre smage. Der bliver mulighed for at købe øl og vin til maden.
Vi glæder os til at fortælle dig om, hvad Slow Food er.
Og vi glæder os også meget til at se dig og håber at du vil være med og støtte op om vores arbejde.
Der er egentlig ikke tilmelding, men hvis du vil være sikker på, at der er pølse og ost nok, så giv os et praj om, hvor mange I kommer på slowfoododsherred@gmail.com. Arrangementet er gratis.
Med venlig hilsen Bestyrelsen/rie
Fra landmand til producent
Vores næste arrangement bliver et besøg på Sidinge gårdbutik, en af de legendariske gårdbutikker i Odsherred. Vi skal høre om baggrunden for Mogens og Jettes beslutning om at starte en gårdbutik, hvad var deres idéer og hvordan bar de sig ad med at realisere dem?
Vi skal høre om deres egne produkter og se deres produktionsanlæg. Vi får en rundvisning i butikken og ser og hører om det udvalg, de har valgt at have til salg. Vi får smagsprøver på et udvalg af deres egne produkter og der bliver mulighed for at handle. Du får 2 produkter med hjem.
Det sker den 8.4 2015 fra klokken 19-21. Der kan være koldt, så klæd dig godt på.
Pris pr. medlem 60 kroner, ikke medlem 75 kr, incl + gebyr. Køb billet inden 6.4 på billetnet: https://billetto.dk/da/events/fra-landmand-til-producent . Prisen er inkl. to produkter, du får med hjem.
Sidinge gård og frugtplantage.
Sidinge Gårdbutik & Frugtplantage
Sidingevej 39 · 4560 Vig
Convivial Slow Food middag den 20. maj på Il Buco
Vi har fået Roberto Flore, som ud over at have været del af Slow Food bevægelsen i mange år, også har haft sin egen restaurant på Sardinien og nu er Head Chef i Nordic Food Lab, til at sætte en fire retters menu sammen til os. Han vil genskabe stemningen fra et italiensk Osteria, hvor retterne bliver serveret på fælles fade og ikke i små portioner.
Il Buco har ansat to unge italienere i køkkenet: Viola og Tommaso, som begge er uddannede fra det Slow Food-nære universitet “University of Gastronomic Sciences” i Pollenzo og som hjælper med til at gøre aftenen speciel. Stedet er også begyndt at anvende (og sælge) Slow Food Presidie produkter, der er særligt mærkede som typiske, traditionelle og gode produkter – så meget nærmere en italiensk, kulinarisk Slow Food oplevelse kommer man næppe i Danmark.
Vi sidder ved lange fællesborde og får serveret en sardisk inspireret menu, som først afsløres om nogle dage, når vi ved hvor mange Presidie produkter, det kan lykkes at få fat på. Der bliver mulighed for at købe drikkevarer, stedet har et spændende udvalg af gode italienske naturvine. Desuden kan man få en snak om græsrodsbevægelsen Slow Food og god, socialt og økonomisk bæredygtig, mad.
Billetterne er først til mølle, da pladserne er begrænsede.
Det koster 250 kr. for medlemmer og 300 kr. for ikke medlemmer.
Man kan købe billetter på billetto: https://billetto.dk/da/events/convivial-faellesmiddag-paa-il-buco/tickets.
Det foregår den 20. maj kl. 18.30 på Il Buco, Njalsgade 19C (inde i gården), 2300 KBH S
On May 20th at Il Buco, Roberto Flore, long time Slow Food member, Head Chef at the Nordic Food Lab and previously owner of his own restaurant in Sardinia, will recreate the vibe of the Italian Osteria, when he is serving a 4-course Sardinian inspired meal, served family style at shared tables.
Wine (a large selection of Italian, natural wine) available, but not included in the price.
Price: 250 kr. for Slow Food members, otherwise 300 kr. Tickets available here: https://billetto.dk/da/events/convivial-faellesmiddag-paa-il-buco/tickets.
20th of May, 18.30, at Il Buco, Njalsgade 19C (inside the courtyard), 2300 KBH S
TIL KALENDEREN:
Kommende arrangementer for Slow Food Odsherred:
- Den 7. juni: besøg på Mikkels chokoladefabrik (fælles arrangement for alle Slow Food convivier).
- Den 21. juli: middag og gårdbesøg på Muld: biodiversitet.
- Den 5. august: indvielse af Geo-park festivallen med stor middag på Anneberg.
- Den 12. september: Inspirationsmarkedet – alle er velkomne til at komme med deres egne produkter.
Besøg på Chokoladefabrikken.
Besøg på Chokoladefabrikken den 7. juni.
Mikkel Friis-Holm har, som det er de fleste bekendt, åbnet sin Chokoladefabrik i Hvalsø. Han er, i den absolutte verdenselite indenfor chokolade, med stribevis af guld og sølvmedaljer i verdensmesterskaber i chokolade og blandt verdens bedste chokolademagere. Men også Peter Svenningsen, der vandt guld for sin mørke fyldte chokolade ved World Chocolate Awards i London 2014 finder vi i lokalerne i Hvalsø.
Indtil i dag er chokoladen blevet fremstillet i Frankrig med Mikkels omhyggeligt udvalgte cacaobønner, som han selv rejser ud og opkøber hos de små producenter i Nicaragua, Guatemala og Honduras.
Nu skal produktionen til Danmark og maskinerne er næsten kommet på plads og produktionen kan begynde, og vi kan ikke vente længere, så vi vil være blandt de første, der kommer til at se, hvordan det foregår. Det er den 7.juni klokken 11. Mikkel viser rundt og forklarer i et par timer og har man lyst til at blive på landet, så spiser vi fælles frokost hos Gunnar, som er en af initiativtagerne til Dumpedal æblelaug og som var souschef på Godt i Gothersgade i København, dengang de havde en Michelinstjerne. Han er en af de stærke lokale fødevarekræfter og vil gerne lave mad til os på Gro-akkademiet på Hvalsø station, et socialøkonomisk projekt, som er ved at blive lavet til café, fødevareselskab m.m. sammen med arkitekt Sille, begge vil fortælle os om, hvad det er, de har gang i.
Besøget hos Mikkel koster 50 kr. inklusiv smagsprøver for medlemmer af Slow Food eller af Madpublicisterne, ikke medlemmer koster 75 kr, billet kan købes på https://billetto.dk/da/events/mikkels-chokoladefabrik.
Frokosten hos Gunnar koster 150 kr og består af lam med ukrudt og mælkebøttesmør, samt “noget” med ramsløgsblomster m.m. og kan købes på https://billetto.dk/da/events/frokost-hos-gunnar
Arrangementet sker i fællesskab med samtlige Slow Food convivier i Danmark og Danske Madpublicister.
Sidste tilmelding er torsdag den 4 juni.
Det foregår søndag den 7.juni klokken 11-13, frokost fra 13-15 ca. Vi mødes på i Roskildevej 11, 4330 Hvalsø
Koordineret kørsel fra København kan laves ved henvendelse til Bettina: b.lohse@gmail.com
KOM MED på GÅRDBESØG på MULD
KOM MED på GÅRDBESØG på MULD den 21. juli.
Muld er noget helt speciel, her finder vi bymennesker som har valgt landet, landmænd som har valgt biodiversitet og en kok som har valgt at dyrke sine egne grønsager, fordi de smager bedre. I løbet af få år har Jens og Ane fået et vigtigt sted op at stå, som kan blive foregangssted for nye måder at tænke på og hvor eksperimenter kan afprøves. Læs mere om Ane og Jens på http://muldpaanettet.dk.
I Slow Food synes vi at biodiversitet er meget vigtigt og derfor bliver det spændende at følge med i hvad der sker på Muld og støtte op om det. Vi har fået lov til at komme på besøg den 21. juli klokken 16, hvor vi starter med kaffe, te og kiks/småkager og snak. Så får vi en rundvisning på gården og ser de mange slags husdyr og får forklaret de mange forskellige slags grønsager og frugter – Ane er også en del af Frøsamlerne – og vi slutter dagen med at smage alt, hvad der er klar til høst på gården. Bordet vil være fyldt med alle de salater, blade, urter og spiselige blomster der er, grøntsager som er tilberedt af Jens, som i et tidligere liv var københavnsk elitekok, hjemmelavet charcuterie, æggeretter osv. Forskellige slags brød og dyppelse og til sidst noget kage. Det bliver biodiverst og hjemmelavet og alle bliver mætte og glade. Det bliver muligt at købe drikkevarer til.
Det sker på ERIKSHOLMVEJ 26, 4390 VIPPERØD den 21. juli kl.16. Du kan finde vejledning i hvordan man kommer med bil/tog til stedet på hjemmesiden. Der kan arrangeres fælleskørsel fra Odsherred: skriv til rieboberg@gmail.com og fra København: skriv til Johan johank.dal@gmail.com eller til Janne: sekretaer@danskemadpublicister.dk.
Begrænset antal billetter, først til mølle princippet:
Pris: 250 kr. for medlemmer, 275 kr. for ikke medlemmer af Slow Food eller Madpublicisterne, købes på Billetto inden den 19.7:
https://billetto.dk/da/events/kom-med-paa-gaardbesoeg-paa-muld”>https://billetto.dk/da/events/kom-med-paa-gaardbesoeg-paa-muld
Geo – vild og vanvitigt
Slow Food Odsherred og Odsherred Naturskole fejrer åbningen af Geopark festivalen.
Vi dækker op ved det lange bord til 100 mennesker på den fantastiske grønne plæne ved Glasmuseet på Anneberg og spiser et hyggeligt fællesmåltid.
Naturskolen lader kullene gløde under vildsvin, muflon og råvildt og Slow Food folkene serverer tangkartofler, de selv har dyrket, årstidens salater og hjemmebagt brød og særlige syltetøjer. En lækker slow food dessert følger efter: kræmmerhus med flødeskum og syltetøj.
Det er den 5. august klokken 18. I tilfælde af dårlig vejr spiser vi inde på Glasmuseet.
Pris: 150 kr. for medlemmer af Slow Food og 185 kr. for ikke medlemmer for overstående menu + dessert. Der bliver mulighed for at købe vin, øl, vand og kaffe.
Det sker den 5. august på Hempels glasmuseum, Annebjerg Stræde 2, 4500 Nykøbing Sjælland kl. 18. Der kan købes billet inden den 1.8 på: https://billetto.dk/da/events/geo-vildt-og-vanvittigt/tickets
Inspirationsmarked, lørdag den 12. september
Slow Food Odsherred afholder Inspirationsmarked i Barkladen lørdag den 12. september fra klokken 11 til 15.
Det er en god idé at lægge vejen omkring Barkladen i Ulkerup skov på lørdag den 12 september, hvor små mikroproducenter stiller op med deres overskud, som de sælger, bytter eller forærer væk. Har du ikke selv en have eller har du ikke fået den udnyttet i år, så kan du sikre dig de hjemmelavede produkter på Inspirationsmarkedet. Der bliver mange sjove og specielle spiselige ting i år, nogle klassiske og andre mere eksperimentelle – det gode er, at man kan smage, før man køber. Man kan finde friskkærnet smør og den vidunderlige kærnemælk, som blev til overs fra kærningen, smage på oksekødet før det bestilles, få gedespegepølser, alle mulige slags syltetøj, marmelader og geleer, krydderurter og kryddersalte. Der er grønne bønner og mange slags hvidløg, som er dyrket lokalt og ikke fra Kina. Der er friskbagt brød og surdej. Duften af kaffe, der bliver ristet kan inspirere til at købe frisk kaffe med hjem eller sætte sig med en kop kaffe og kage ved de fælles borde. Det er nok en god idé at medbringe kontanter.